Hymn IV: Of Wolf And Man

Da Trolddomen bleff hæved - & need
Paa Jorden han svæved: Da som nu
Vaer Jaget ved at lefve, ved at aande,
Ved hver Bevægelse saa stoor at næsten
Dend vaer Smerte.

Medens han gik omkring
Blandt Mennisker, vaer han skuffed først:
I Liivets ydre vaer der intet Skifte
Lig det han hafvde følt i Ulvens Liiv.

De træller under ham
Med at troskyldig Sind
Fryckter ham
Een Krafft aff sand Natur
Som Sanser uden Selfbedrag.

Han gliider useet blandt dem, streifer i sit Jag
Lig Kvældens Farver, Nattens Aandedrag.

For ingen Guderøst hafver nogensinde
Git Mennisket Svar paa hvem han skiulede
Dæmon, Phantom & Varulv
Vaer kund Naffn paa det de aldrig kunde finde.

End han
I hans Hiærte: Een Affgrund tung
Som det sorte Hav
Der eldsker sine Dyb.

Der
Sammenkrøget
I Vintrens Bund
Fælder han al deris Glæde
Liiv, Mod & Haab.

Maanen, stiigende paanye,
Hilser ham fra en sunken Himmel.

...Oc ved den lydende Midnattssalme
Som Fryckt i Natten væver
Skald de ffromme atter falme.

The spell did breake and gave release
To hours amongst Mankynde
But then, as now, the strayn
Of living, breathing, yea ev'rie move
A burden approaching payn.

Dishearten'd he was
As he wander'd with men
On the surface of life - no change
No change as the Beast within.

They fear him, these fooles
A power pure, nature unveil'd
Perception sans delusion.

Amongst them he walks unseen
Like a tint if Twilight
The breath of Night.

No voice of God did tell
Man what He did hide
Werewolf & Phantom, Daemon & Beast -
Mere names given to what they fear'd.

But he
In his heart: An abyss unfathomable
As teh blacken'd sea
Which loves its deeps.

There
An animal shadow crawling
O'er the wintry soil
All Hope, Joie & Life he slayes.

The Moone, rising anew
Bids him welcome from a waning sky.

... And by the sounding
Of his midnight psalme
Feare shall be harvest agayn
From the Pious hearts of men.