Landkjenning

Og det var Olav Trygvason
Stævned over Nordsjø fram
Op mod sit unge Kongerige
Som ikke vented ham
Fik han så første Synet
«Hvad er dette for Mur i Havbrynet?»

Og det var Olav Trygvason
Landet syntes ganske stængt
Alle hans unge Kongelængsler
Føltes mod Klippen sprængt
Indtil en Skald opdaged
Hvide Kupler og Spir i Skylaget.

Og det var Olav Trygvason
Syntes, han med engang så
Gråsprængte gamle Tempelmure
Snehvide Hvælv derpå
Længtes han da så såre
Med sin unge Tro stå indenfore.

Landet sig åbned, Vår der var
Durende af Fossebrus
Stormveir og Havdøn rundt omkring dem
Sælsom var Skogens Sus.

Orgler og Klokker hørtes
Kongen så sig om
Kongen henførtes:

«Her er Grunden funden, funden
Tempelhvælvet trodser Helved!
Ånden bæver, Hjertet fyldes
Her den Største kun kan hyldes!

Gid min Tro stå stærk som Grunden
Stige ren som Jøkelrunden
Ånden nå Naturens Højde
Fyldt af Ham, som sammenføjde.

Olavs Bøn vi Alle tage
Nu som da og alle Dage
Ånden bæver, Hjertet fyldes
Her den Største kun kan hyldes!

Gid min Tro stå stærk som Grunden
Stige ren som Jøkelrunden
Ånden nå Naturens Højde
Fyldt af Ham, som sammenføjde!
Fyldt af Ham! Fyldt af Ham!