Hævnen

Blandt skovens mørke skygger, hvor egen vokser stolt
Jeg vagner fra min slummer, i jordens mugne kulde
På heden suser vinden, kærtegner lyng og myrte
Bærer den ed, jeg hvisker, det er dit navn, du hører

Under nattens tæppe jeg kommer
En dunkel ånd, en hjemløs sjæl
Alskens mén til dig, jeg bringer
Lige for lige, din svig jeg takker

Jeg stjæler kalven fra hin svangre ko
Før den når at komme til verden
Smørret vil ej kærnes
Og øllet bliver surt
Til høsten regner det både dag og nat
Afgrøden rådner i marken
Vinteren er barsk og lang
Laden er tom inden vår

Hævnen, du vil mærke min vrede

En morgen ved hanegal, hen på våren
Når dagens dont skulle begynde
Ingen rører sig, ikke en lyd
Silheden hersker på gården
Asken lægger sig over jorden
Som var det nyfalden sne
For hanen, der galede tidligst på denne morgen
Var den røde

Hævnen...

Blandt skovens mørke skygger, hvor egen vokser stolt
Jeg lægger mig og slumrer, i hustomtens kulsorte jord
På heden suser vinden, kærtegner lyng og myrte
Spreder gårdens sølle asker, det var dit navn, du hørte