Generalen Og Troldharen

Til Høidemarkerne lagde han sin Visitt af
En Officer, pensionered og høit decorered
Hvis Jagtmod blev gået over af Tvivl saadan
I Møde med baade Meute og Veidemand!

Hvo er De
Der tror De kan
Fælde Haren i snehvid Ham?

--Vrøvl!
Med Kløgt og Tel
Skal den forgaae
Og mine Kugler bide paa

Generalen olmed sig og fnøs af hine tykpandedes phantastiske Fortællinger
Guds Død og Fandensdom! Om en Pjalt lusker til sig Mælk og Vællinger
--iscenesadt af Kællinger!?

Med Siælen sadt til Diævelen af
I Bytte mod hin dyreste Skat
Kan Mokken, før i Skærsilds Hav
Raade frit med Sortekunsts Legat

Før Hanen gol
Med Villen fast
Der blegned baade Fugl og Gast

Og Rigtignok!
Om lidt han saae
Efterladenskaber saa bittesmaae

Paa Gribbenillens
Kælebuk
Bider ikke eet eneste Kuk!

Thi slig en Bragd
Forsømmes ei
Men monne føres dog blot ud af mig!

Jeg haver faaet nok af Flitterstad og Tant; hører I?
Hystaden er lutter mannegal og sprød
I Morgen, før Solen nedrunden ere, skal I faae se den død!

Han sprang tilskovs
Med Morgenen
Ludende over sin Krag-Jørgensen

--PANG! Smald det fra Skrænten
Efterfulgt af høilydt Banden
Nu greb Hvidlæst til sit Gevær
Og svandt bort i Blaaning skvær

--PANG! Riffelen atter sang
Accompagnered af Bersekergang
Hans Liv passered saa Revue
Her given Floskelheltens Ry!

Af sig selv forjaged og forkaved
Og føred ind i Afmagtens Bedrøvelse
Ak, hvilket Huskomhei han nu havde laved
Nej, han monne hvæsse Syn og Hørelse
Til sit Livs Prøvelse
- at genreise Fordums Førelse
Efter Fornemheds Frarøvelse

Og rigtignok!
Han fandt flux Spor
Og grinte vel af sin Gave stor

Han kasted indpaa mere Skraa, thi slig en Stund skulde skønnes paa
Og tritted sporenstregs og kvikt og sveded ud baade Tryk og Gigt
Gennem Morgenrødens Stille skar en durkdreven Statur
Og kyste alskens Liv herop, der ei var kendt med slig Natur

I hans Øine skimtes nu Diævelen, om du tør at skæve ind i dem!
Thi han mærked det, i Marg og Ben, Ramlerens Nærvedsværen:
O Øienpryd! Hist, i Fleinkrullslyng, Hvidpuds praled og sig vigted
Med lidet vidste den derom, at den nu laae i Riffelsigtet

Igen, han fandt sig selv høiraged og begaved
Der føltes skønt her med Overvægtens Beruselse
Thi! Han fandt Haren i Lyngen, der ei længer kaved
Hist, den laae til Vy og Anskuelse
Skamfuldhed og Ruelse
Omkalfatred til Lunelse
Over Trofæets Hædersbebudelse

Men brat byksed Haren op
Som Jægersiæl ud af Krop!
Generalen fik saa her sin største Knæk
Thi Haren sprang nu med hans Finger væk!

Med Ryg og Lænder, krum og lud i sagte Trin
Og Knoen gemt, svøbt i blodig Klæde ind
Jagtmod ere gået over af Tvivl saadan
I møde med baade Meute og Veidemand

Hvad haver hændt
Med Eders Haand
Der ere bleg som Eders Aand?

Si', hvad var vor Gæt?
De bar tomhænded Hiem
Og tilbage ligger nu Hoveren

--Pølsesnak!
I Barten han prusted
Ein Zapfenstreich
Og med Næve hytted, han hvæsed og spytted:

Revanche: Mit Løsen!
I ved Løvfald ser
En nyboren Christianienser!