Den Svarte Sot

En hæderfuld herse og fader er jeg
Je hældte ud mjød til gudernes ære
Kæk i kamp, da mangen mand døde
Men min banemand kom stiltiende

Med gustent gult bryst
En umandig brøst

Mine øjen blev gule som sand og som sol
Mit pis blev mørkt som agerjordens støv
Min hud er hærdet af vind og af ar
Af hundrede sår fra hundrede sværd

Snertet af en grum vind under en kold stjerne
Jeg må se på, mens det sortner som tjære
Gul til sort, fra bryn til fod
Mit blod er sværtet af skæbnens falske håb

Jeg kendt' ej fald
Nu rådner jeg halvt

En gådefuld sot, mange mands bane
Jeg ser mig selv tage en sygelig lød
Jeg har set det før, set, hvad det gør
Set våbenføre mænd sygne og dø

Jeg plages af sot, den sorte syge
Mine frænder må søge lægedom forgæves
Døden mig venter, livet må jeg lade
Min skæbne, min lod er afgjort for mig

Alfader, din nidding - hør nu min råben
Hvi strådød, hvi sygdom? - Ej fjenders våben?
Har jeg ej gjort det, du påbød?
At udånde til sengs er en ynkelig død

Valkyrier forsmår mig - vil ej vise vej
Over bifrost til valhal - hud sort som beg
Død har ingen ære, jeg rådner så sagt'
Ej vil jeg finde hæder og agt
I valhal

Det kaldes svartsot, den stygge syge
Der lader de gæve stridsmænd dø på deres knæ
Ej i kampens hede, eller på koldt hav
Men visnede krøblinger, ej vilde og fri

Man synger om svartsot, karlfolks fordærv
Soten, der grues fra fenne til bjerg
Ingen kender hvi, ej hvem, ej hvor
Men nu kender de det fra denne skjalds sidste ord